Sådan skaber du den bedste Employee Experience i dit arbejdsmiljø

Employee Experience LÆSETID: 6 MIN

Bordet kører op, du strækker benene og stiller dig op foran skærmen. Et hæve-sænke-bord kan være et lækkert gode, der giver dig ekstra energi i din arbejdsdag. Men selvom de fysiske rammer betyder en del for at skabe positiv Employee Experience (EX) i arbejdsmiljøet, så er der så meget mere, der kan spille ind.

EX er alle de oplevelser en medarbejder har med en virksomhed - fra at se jobopslaget til det sidste farvel. Og udover faktorer som pre- og onboarding, samt medarbejderudvikling, så er arbejdsmiljøet også en vigtig del af EX.

Som antydet indledningsvist, så er det ikke kun de fysiske rammer, man skal tænke over for at skabe den bedste EX. Virksomhedskulturen, de psykiske forhold og teknologiske værktøjer spiller også en massiv rolle - og så er der noget helt basalt, man skal tænke over allerede i rekrutteringsfasen.

“Et godt arbejdsmiljø, samt kultur er nogle af de bærende parametre for at sikre trivsel på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt, at virksomheder ansætter medarbejdere, hvor man er stensikre på, at vedkommende kan se sig selv indgå i virksomhedens eksisterende arbejdsmiljø og kultur. Det er nemlig med til at skabe gode medarbejderoplevelser fra starten,” fortæller Kristina Jeremic, Office Manager, AMO-repræsentant og HR konsulent hos Learningbank.

Når det er slået fast, kan vi vende tilbage til de fysiske rammer, hvor arbejdsstationen stadig er essentiel. Et hæve-sænke-bord er, som sagt, et klart plus, hvis man som medarbejder har et behov for at stå op en gang imellem, men der er mere endnu, man kan have for øje.

“Det rette udstyr for at løse sine arbejdsopgaver. Hvis man fx har brug for en særlig tegnepad, når man tænker kreativt? Har man en dårlig holdning, og har brug for en særlig stol? Kniber man øjnene sammen, når man ser på skærmen, og har brug for briller? Er der lys nok i rummet? Har du udsigt til en hvid væg, og vil hellere se ud ad nogle vinduer? Er der de rette redskaber i køkkenet? Osv.” siger Kristina Jeremic.

Går vi videre til det psykiske arbejdsmiljø og virksomhedskulturen, så er involvering af medarbejderne utroligt vigtigt for at skabe den bedste EX.

”Hvis medarbejderne føler sig anerkendt, hørt og taget hånd om – så giver det en god oplevelse. Samtidigt skal der ikke være nogen tvivl om, hvem medarbejderne kan gå til i forskellige situationer – og så skal ledelsen aktivt have fokus på medarbejdernes trivsel. Det kan enten være igennem udvikling af processer eller blot ved at give sig tid til at holde one2ones med sine teammedlemmer. Det gør en stor forskel og giver gode medarbejderoplevelser,” siger Kristina Jeremic.

Ledelsens fokus på arbejdsmiljø – og kultur spiller altså en væsentlig rolle – også ved at give åben, positiv kommunikation med feedback og gøre medarbejderne opmærksomme på nye tiltag. Men man kan også inddrage medarbejderne på andre måder.

“Personligt, så vil jeg gerne inddrage medarbejderne og lade dem komme til orde. På den måde kan de også selv være med til at skabe de gode oplevelser på arbejdspladsen. Hvis det kun var mig, der tog beslutningerne om hvordan arbejdsmiljøet og kulturen skulle være, så er det nemlig langt fra sikkert, at alle ville være tilfredse,” siger Kristina Jeremic og understreger:

“Den åbne, positive kommunikation er altså key. Vi skal snakke om tingene, og det skal medarbejderne også være med til – at gøre en forskel, fordi vi alle sammen er med til at skabe og påvirke kulturen på arbejdspladsen.”

Samarbejder på tværs af afdelingerne, hvor man bruger hinandens idéer og kompetencer, er også en måde, man kan skabe de gode medarbejderoplevelser.

“Det kan for eksempel gøres med en workshop, hvor forskellige teams deler viden, eller man kan sætte et sjovt rollespil op, der kan sætte tankerne i gang. Det gjorde vi engang hos Learningbank, hvor eksempelvis sælgerne fik lov til at spille udviklere og omvendt. På den måde blev det nemmere at forstå kollegaernes arbejdsopgaver, værdikæden, men også forstå det udbytte vi giver hinanden, altså, hvordan mit output påvirker din afdeling osv.,” siger Kristina Jeremic.

Kulturen i virksomheden er også de uskrevne regler: Hvad forventer man af hinanden, god opførsel, god stil, overholdelse af mødetidspunkter og meget andet. Men også virksomhedens værdier spiller ind her.

“I Learningbank har vi en værdi, hvor vi mener, at du trives bedre ved at lære. Så når der er nye, der kommer ombord, vil vi gerne skabe nogle muligheder for at de kan udvikle sig, så vi spørger ind til deres ønsker og behov, når de starter,” siger Kristina Jeremic.

Onboardingen spiller altså også en vigtig rolle, når man skal tænke virksomhedskultur og EX sammen.

“Vi sørger også for at de nye får tildelt en social buddy og professionel buddy (Læs mere her), og så inddrager vi medarbejderen til de sociale events. Hver gang vi har et event, så spørger vi hvem der kunne have lyst til at udvikle eventet, så de skaber fede oplevelser - ikke kun for dem selv, men også for de andre på arbejdspladsen,” siger Kristina Jeremic.

Udover de teknologiske redskaber, man kan tilbyde for at lette arbejdsgangen, så kan teknologi også inddrages på anden vis for at skabe en positiv EX.

“Hvis man bruger et LMS (Læs mere her:), kan man lave et arbejdsmiljømodul, hvor man introducerer de lavpraktiske elementer på arbejdspladsen, fx hvor vores førstehjælpskasse ligger, hvad med evakueringspladsen, hvem er en del af arbejdsmiljøgruppen osv. Og så kan man gøre det interaktivt, så det bliver sjovere at komme igennem,” siger Kristina Jeremic.

Afslutningsvis fortæller Kristina Jeremic en sidste pointe, som man ikke må glemme, når man skal skabe den bedste EX i arbejdsmiljøet:

“Der er ofte fokus på at de nye medarbejdere skal trives i arbejdsmiljøet, og derfor glemmer man de medarbejdere, der har været ansat i virksomheden i længere tid. Man skal altså huske både at sikre, at de nye og de eksisterende medarbejdere er med på vognen, når man overvejer at lave ændringer i sit arbejdsmiljø.”

Opsummering:
1. Sørg for at personen du rekrutterer passer ind i det eksisterende arbejdsmiljø
2. De fysiske rammer skal være på plads, så de passer medarbejdernes behov, fx hæve-sænke-bord, særlig tegnepad, en bestemt udsigt eller en god stol
3. Involver medarbejderne i virksomhedskulturen, så de selv kan være med til at skabe de bedste medarbejderoplevelser - både for sig selv og andre
4. Skab rum for en åben kommunikation med bl.a. vidensdeling og feedback
5. Brug hinandens kompetencer på tværs af afdelingerne, så I lettere forstår hinandens arbejdsområder og den værdi I skaber sammen for virksomheden
6. Brug et LMS til at skabe et interaktivt arbejdsmiljømodul, der kan forklare de lavpraktiske elementer på arbejdspladsen på en sjovere måde
7. Fokuser ikke kun på de nye medarbejdere, men også de eksisterende medarbejdere, når du laver ændringer i dit arbejdsmiljø

Tak for din interesse. Vi håber, artiklen giver god inspiration til din medarbejderudvikling og onboarding.

gratisEbog3

Få inspiration, tips og nyheder omkring digital læring