Ny Solution Sales Executive i Learningbank - Velkommen til Michael Gullith Pedersen

Brandsnacks LÆSETID: 3 MIN

Hvad har det tidligere Sonofon, massiv salgserfaring og underjordiske veje at gøre med Learningbanks nye Solution Sales Executive? Læs videre og bliv klogere. 

Hvad er din tidligere erfaring?

Jeg er uddannet fra detailbranchen, hvor jeg bl.a. har været i Fona i mange år. Derfra skiftede jeg til Sonofon, dengang det hed det, og det var en super fed tid. Men herefter rykkede jeg over til B2B-delen, og de sidste 11 år har jeg solgt softwareløsninger både til nordiske og internationale virksomheder. Jeg har altid siddet med salg, og jeg har rigtig meget praktisk erfaring.

Hvordan fandt du Learningbank?  

Vi havde tidligere haft en kort dialog, men på daværende tidspunkt var der ikke det rette match, men så kontaktede John(red. VP of Revenue) mig i slutningen af 2018, og der fandt vi ret hurtigt ud af at der var god kemi, også med Stine (red. CEO og stifter). Jeg blev virkelig hurtigt betaget af deres gejst og energi. Desuden var der en god overensstemmelse både mellem det de søgte og det jeg søgte.

Hvad begejstrer dig ved tanken om at skulle arbejde her?  

Selvom Learningbank er i vækst, kan jeg rigtig godt lide at her stadig er en stærk entreprenørånd. Efter de første dage her, så virker det som et sammentømret team, og folk er gode til at arbejde på tværs. Folk brænder meget, for det de laver. Man kommer ikke bare fra 9 til 17, men man er en del af successen. Og så synes jeg at den rejse som Learningbank allerede har taget på ganske få år er ret fantastisk, særligt når man tænker på, at vi snart allerede er 40 medarbejdere.

Jeg har rigtig meget salgserfaring, men for mig er HR lidt nyt, så jeg glæder mig også til at lære en masse om det. Jeg kommer til at udfordre mig selv mere, og det synes jeg er super fedt.

Hvad kan du bidrage med i Learningbank?

Jeg er nok alderspræsidenten her, men jeg har lært rigtig meget igennem min karriere, og den viden kan jeg bidrage med. Jeg har høj energi og elsker at skabe en fed ånd i et salgsteam, samtidigt med at jeg er konkurrencemenneske. Det skal også være sjovt at møde på arbejde og vide, at det bliver en anderledes dag – det synes jeg er fedt.

Hvad glæder du dig til at tage fat på?

Jeg glæder mig til selv at komme i gang med salget og komme ud i marken. Og jeg glæder mig også til at møde de eksisterende kunder og høre lidt mere fra deres mund om, hvad Learningbank gør så godt. 

Hvad kan man altid spørge dig om? 

Noget der har fyldt meget de sidste to år er at jeg har bygget et nyt hus selv. Så nybyggeri, byggefirmaer og alle de små detaljer - det kan jeg altid tale med om. Derudover så elsker jeg at fiske, og jeg elsker at komme ud i naturen.   

Hvad kan man aldrig spørge dig om?  

Rigtig mange af mine venner går op i fodbold, og det siger mig bare ingenting. Jeg kan da godt se en landskamp, men ellers er jeg helt blank. Jeg ser heller ikke rigtigt serier, til gengæld kan jeg kan godt lide at se film og dokumentarer. Jeg kender da navnet Game of Thrones, men aner ikke hvad det går ud på.

Hvis du kunne spise middag med hvem som helst - død eller levende – hvem skulle det så være?  

Elon Musk. Ham ville jeg gerne tale med om, hvor effektive han har formået at gøre el-biler, og så har han nogle spændende idéer om underjordiske veje. Han virker visionær og som en dygtig forretningsmand. Og ellers så kunne jeg godt tænke mig at spise med min mormor og morfar. Dem kunne jeg godt tænke mig at møde igen.

Få inspiration, tips og nyheder omkring digital læring